Om absalon
I august 2015 slog Folkehuset Absalon dørene op på Vesterbro i København. Absalon er et folkehus, hvor lokale og alle andre kan mødes og være sammen på nye måder. I Absalon kan du møde din nabo til fællesspisning, feste med dine venner og tage dine bedsteforældre med til et slag klodsmajor.
Forestil dig en forlængelse af din egen dagligstue, fuld af nye og gamle venner, bordtennis, musik, backgammon, film, banko, mad, dans, kaffe, skak, yoga, loppemarkeder, fest, foredrag og alt mellem himmel og jord. Så har du Absalon!
Vi tror på, at det, der giver livet værdi, er de sociale bånd, vi knytter til hinanden – og med Absalon ønsker vi at skabe en ramme for lige præcis dette.
I Absalon sker der altid noget. Vi har ca. 60 events om ugen. Fra croquis til banko, fester og fællesspisning. Alle er velkomne til at være med. Du kan se alle de aktuelle events i kalenderen.
Vi glæder os til at møde dig!
Bogen om Absalon
I august 2018 udkom ‘Bogen om Absalon’, som fortæller historien om Folkehuset Absalon. Den er er skrevet af psykolog Mette Thingstrup og journalist Lene Grønborg Poulsen på baggrund af samtaler med medarbejdere, gæster og Absalons grundlæggere og ejere, familien Lajboschitz.
Ønsket bag bogen er at dele processen og erfaringerne med at skabe Absalon til inspiration for andre, der gerne vil lave et lignende projekt
‘Bogen om Absalon’ findes på dansk eller engelsk og koster 100 kr. i Absalons bar. Vil du have den sendt med posten, så skriv til os på info@absaloncph.dk.
Huset
Når du ankommer, træder du ind i Salen. Et rum med højt til loftet, lange borde, bløde møbler og bordtennis.
Det er i Salen vi hænger ud, spiller spil, holder møder, tager en kaffepause og spiser fællesspisning hver aften. Det er også her vi danser under diskokuglerne i weekenden og spiller banko om torsdagen.
Oppe på balkonen finder du Klubben. Her smider vi skoene, så vi kan danse, lege og dyrke yoga. De fleste bevægelseshold finder sted i Klubben.
Øverst i huset er Tårnværelset og Børnehaven, hvor vi fordyber os, lærer nyt, er kreative og bliver klogere. Det er her vi mødes i keramikværkstedet, laver croquis, spiller bridge og holder samtalesaloner.